Traumatisk hjerneskade

Traumatisk hjerneskade (TBI) opstår som følge af en ydre kraftpåvirkning, der forårsager skade på hjernen. Det kan skyldes en ulykke, fald, vold eller sportsrelaterede skader. Alvorligheden af en TBI klassificeres i Danmark henhold til ICD-10, der inddeler hovedtraumer i mild (hjernerystelse), moderat og svære traumatiske hjerneskader. Denne side vil fokusere på de moderate til svære traumatiske hjerneskader. Her kan du læse mere om hjernerystelse og mild traumatisk hjerneskade.

Typiske følger af moderat til svær traumatisk hjerneskade

Konsekvenserne af en moderat til svær traumatisk hjerneskade kan være vidtrækkende og varierer afhængigt af skadens placering og omfang. Nogle er minimalt bevidste eller lettere bevidsthedsvækkede i en længere periode efter skaden. Varigheden af bevidsthedssvækkelse kan give en indikation af skadens sværhedsgrad og den forventede prognose.

For mange vil bevidsthedssvækkelsen være relativt kortvarig og symptomerne bedres over tid og som resultat af genoptræningsindsatser. Dette til trods, vil en del opleve fortsatte følgevirkninger efter en traumatisk hjerneskade. Nedenfor et udpluk af mulige følger efter moderat til svær traumatisk hjerneskade:

Kognitivt

  • Hukommelsesproblemer: Vanskeligheder med at huske nye informationer eller genkalde tidligere erindringer er almindelige.
  • Opmærksomhed og koncentration: Mange oplever nedsat evne til at fokusere på opgaver eller følge med i samtaler.
  • Eksekutive funktioner: Problemer med planlægning, organisering, problemløsning og beslutningstagning kan gøre det svært at navigere i dagligdagen.
  • Sprog og kommunikation: Vanskeligheder med at finde ord, forstå komplekse sætninger eller følge samtaler kan opstå, hvilket kan påvirke sociale interaktioner.
  • Udtrætning og tempo: En del oplever øget træthed og tendens til hurtig udtrætning som følge af en traumatisk hjerneskade. Mange har brug for hyppige hvil og kan opleve sløvhed og langsommelighed i tænkningen.

Motorisk

  • Lammelser eller svaghed: Svækkelse i specifikke muskelgrupper eller i hele kroppen kan opstå, hvilket kan påvirke mobiliteten.
  • Koordinationsproblemer: Tab af balance og koordination kan gøre det vanskeligt at udføre præcise bevægelser eller at gå uden støtte. Dette kan også forekomme som følge af samsynsproblemer, problemer med hånd-øje koordination mv.
  • Finmotorik: Problemer med finmotoriske færdigheder kan påvirke evnen til at skrive, klæde sig på eller udføre andre daglige opgaver.

Sensorisk

  • Ændret sanseoplevelse: Nedsat eller ændret følesans, synsforstyrrelser, høretab eller problemer med lugt og smag kan forekomme.
  • Kroniske smerter: Hovedpine eller andre smerter kan blive vedvarende og påvirke livskvaliteten.
  • Sensorisk overfølsomhed: Øget følsomhed over for lys, lyd eller andre sensoriske input er også almindeligt.

Emotionelt

  • Humørsvingninger: Pludselige eller intense følelsesmæssige udsving kan opstå, herunder irritabilitet, frustration eller vrede.
  • Depression og angst: Mange oplever depressive symptomer eller angst som følge af ændringerne i deres liv og helbred.
  • Emotionel labilitet: En tendens til at græde eller le uden grund, hvilket kan være svært for både den ramte og deres nærmeste at håndtere.

Adfærdsmæssigt

  • Ændringer i personlighed: Nogle oplever ændringer i personlighed, såsom øget impulsivitet, nedsat indlevelsesevne, manglende hæmninger eller apati.
  • Mangel på motivation: En nedsat evne til at føle motivation eller tage initiativ kan føre til apati og social tilbagetrækning.
  • Sociale vanskeligheder: Problemer med at forstå sociale cues eller opføre sig passende i sociale sammenhænge kan opstå, hvilket påvirker relationer.

Støtte og behandling

Moderat til svær traumatisk hjerneskade kræver ofte en tværfaglig indsats, der omfatter både medicinsk, rehabiliterende og psykologisk støtte. I klinikken tilbydes specialiserede neuropsykologiske interventioner, der er skræddersyet til den enkeltes behov. Disse kan omfatte kognitiv remediering og træning i fx målstyring, emotionel støtte og hjælp til at udvikle strategier, der kan øge den ramtes mestring såvel som livskvalitet og trivsel for både patienter og deres pårørende.

Læs mere om samtaleforløb til ramte her.

Læs mere om samtaleforløb til pårørende her.