Neuropsykologisk undersøgelse

En neuropsykologisk undersøgelse er en omfattende vurdering af kognitive, adfærdsmæssige og følelsesmæssige funktioner, som er tæt forbundet med hjernens strukturer og funktioner. Denne type undersøgelse udføres af psykologer med specialiseret viden inden for neuropsykologien og har til formål at give en dybere forståelse af en persons kognitive styrker, svagheder og eventuelle støttebehov og relevante behandlingstiltag, og kan indimellem bidrage til diagnostik og vurdering af behandlingseffekter.

Formål med neuropsykologiske undersøgelser

  • Diagnosticering: At identificere og diagnosticere kognitive dysfunktioner relateret til hjerneskader, neurologiske sygdomme, psykiske lidelser eller udviklingsforstyrrelser.
  • Behandlingsplanlægning: At udvikle skræddersyede behandlings- og rehabiliteringsplaner baseret på individuelle behov.
  • Evaluering af effekt: At vurdere effekten af behandlinger og interventioner over tid.
  • Planlægning og tilrettelæggelse af støtte og beskæftigelsesindsatser: At bestemme egnethed for tilbagevenden til arbejde, skole eller daglige aktiviteter og beskrive evt. støttebehov og relevante miljøtilpasninger.
  • Egnethedsvurderinger og begavelsesudredning: Fx vurdering af beslutningskompetence, intelligensudredning, som led i flyvemedicinsk udredning eller i andre erhverv, hvor der kan være behov for en grundig undersøgelse af de kognitive funktioner.

Rationaler og principper

  • Holistisk og individualiseret tilgang: Tilrettelæggelsen og udformningen af undersøgelsen tilpasses til den individuelle problemstilling, funktionsniveau og formålet med undersøgelsen. Undersøgelsens samlede konklusioner og anbefalinger baserer sig oftest på mange forskellige informationskilder, herunder informationer fra tidligere forløb i sundhedsvæsenet af relevans for problemstillingen, indledende interview med den der skal undersøges og evt. pårørende, den undersøgtes testpræstationer og eventuelle spørgeskemabesvarelser samt neuropsykologens observationer under samtale og testning.
  • Evidensbaseret: Der anvendes videnskabeligt validerede tests og metoder, for at sikre nøjagtige og pålidelige resultater.

Undersøgelsens elementer

En neuropsykologisk undersøgelse er en systematisk indsamling af informationer
til belysning af kognitive og adfærdsmæssige funktioner, med udgangspunkt i
viden om sammenhænge mellem hjernefunktioner og -processer samt psykologiske funktioner.
Der kan være forskellige grunde til at foretage en neuropsykologisk undersøgelse, fx diagnostisk afklaring, planlægning af rehabiliteringsforløb, vurdering af behandlingseffekt, beskrivelse af et udviklingsforløb, afdækning af ressourcer og barrierer i forhold til uddannelse og beskæftigelse samt vurdering af følgevirkninger efter hjernesygdom eller -skade samt den undersøgtes ressourcer.

  • Indledende samtale: Der indledes med en grundig samtale med klienten (og eventuelt pårørende) for at indsamle medicinsk historie, beskrive symptomer og fastlægge undersøgelsens mål. Det kan indimellem være relevant at supplere det indledende interview med spørgeskemaer til den undersøgte og eventuelt pårørende, med henblik på indsamling af mere detaljerede oplysninger omkring oplevede symptomer og kognitive vanskeligheder forud for testningen.
  • Testning: Gennemførelse af en række neuropsykologiske tests, der kan inkludere opgaver, der måler hukommelse, opmærksomhed, sprog, problemløsning, visuel-motorisk integration, eksekutive funktioner og i nogle tilfælde begavelse.
  • Observation: Observation af opgavetilgang og adfærd under testning, som kan give yderligere indsigt i undersøgtes kognitive og emotionelle tilstand.
  • Tilbagemelding og drøftelse: Efter testningen vil undersøgelsens resultater, konklusioner og anbefalinger præsenteres og drøftes med den undersøgte og/eller pårørende.

En neuropsykologisk undersøgelse kan være en afgørende komponent i forståelsen og håndteringen af kognitive og følelsesmæssige udfordringer. Det giver ikke kun indsigt i hjernens funktioner, men også anbefalinger til den undersøgte og omgivelserne, med henblik på øget mestring og livskvalitet.

Ved neuropsykologisk undersøgelse af personer med mere omfattende mentale funktionsnedsættelser, vil interview af og tilbagemelding til den undersøgte forsimples, og suppleres af oplysninger fra nære pårørende/personale omkring den undersøgtes symptomer og funktionsniveau, ligesom mere detaljeret tilbagemelding omkring undersøgelsens konklusioner og anbefalinger, vil tilgå dem.

Du kan læse mere om neuropsykologiske undersøgelser i pjecen Retningslinjer for neuropsykologiske undersøgelser og rehabiliteringsområdet udgivet i et samarbejde mellem Selskabet Danske Neuropsykologer og Dansk Psykolog Forening her